Oplev børns fortolkning af frihed på Fredericia Bibliotek
Hvad betyder frihed for børn i dag? Kom og oplev hvordan børn fortolker frihed, når Fredericia Bibliotek fejrer 80-året for Danmarks befrielse med en inspirerende udstilling.
Af Flemming
I anledning af 4. maj og Danmarks befrielse har Fredericia Bibliotek inviteret børn fra skolernes mellemtrin til at dele deres tanker om, hvad frihed betyder for dem. Resultatet er en lang række fine, kreative og tankevækkende bidrag, der giver et indblik i, hvordan nutidens børn opfatter frihed.
Børn fra Kirstinebjergskolen afdeling Høgevej, Erritsø Fællesskole afdeling krogsager, Fjordbakkeskolen afdeling Skærbæk, Skt. Knuds Skole og Fredericia Friskole har leveret værkerne. Udstillingen åbner tirsdag den 29. april på 1. sal i Fredericia Bibliotek og kan opleves frem til fredag den 30. maj.
Den aktuelle udstilling er inspireret af Arlette Andersens frihedspris, som uddeles hvert år, og den giver besøgende mulighed for at blive klogere på, hvad frihed betyder for børn i dag. Tag hele familien med og bliv en del af denne særlige fejring af frihed og kreativitet.
Vi glæder os til at se jer på Fredericia Bibliotek!

